En dansk kirkegård er ofte placeret rundt om den lokale kirke. Men på trods af det er kirkegården ikke en del af kirken.
En kirkegård er først og fremmest en lokal gravplads. Det vil sige, at alle, der bor i det kirkesogn, kirkegården hører til, har ret til at blive begravet på her. Uanset, om de:
- Er medlemmer af folkekirken eller ej
- Tilhører et andet trossamfund
- Er erklærede ikke-troende.
Kirkegården er for alle.
Gravsteder
Retten til at blive begravet på et sogns kirkegård betyder, at man har ret til et gravsted. Normalt får man først den ret ved sin død. Men menighedsrådet kan ændre reglerne, så man som levende kan erhverve sig sit gravsted. Er det tilfældet, vil det fremgå af vedtægterne for kirkegården.
En enlig har ret til et gravsted med én gravplads.
Ægtepar har ret til et gravsted med to gravpladser, så den efterlevende kan blive begravet sammen med sin ægtefælle. Denne ret gælder også for mennesker, der lever i registreret partnerskab.
Samlevende, der ikke er gift, bør have samme rettigheder som ægtefæller, siger Kirkeministeriet. Der er ikke faste regler for samlevende, men Kirkeministeriet har i flere tilfælde givet samlevende denne ret.
Ikke-kristne trossamfund og borgerlige begravelser
Alle har muligheden for at gennemføre en ceremoni i forbindelse med en begravelse i et kapel. Selve forløbet skal lægges til rette sammen med bestyrelsen for kirkegården, men det er ikke hensigten, at bestyrelsen som sådan skal blande sig i ceremonien. Tværtimod, siger Kirkeministeriet, kirkegårdsbestyrelsen skal vise udstrakt tolerance og må ikke afvise en ceremoni, eller dele af den, blot fordi den virker fremmedartet eller ikke-kristen. Men bestyrelsen kan dog modsætte sig en ceremoni, hvis den strider mod den sømmelighed og orden, der bør være på en kirkegård. Det gælder både, hvis ceremonien holdes i kapellet eller ved selve gravstedet.
Ikke-medlemmer af folkekirken, har også krav på at blive begravet på den almindelige kirkegård, men der er to undtagelser fra denne regel:
- Hvis de tilhører et andet trossamfund, som har en begravelsesplads i sognet
- Eller der i sognet findes en kommunal begravelsesplads. Så har de ikke ret til en plads på kirkegården.
Reglen har dog ikke nogen stor betydning i praksis. Der findes kun ganske få kirkegårde for andre trossamfund, og på nuværende tidspunkt findes der ingen kommunale begravelsespladser.
At stå for en begravelse
At skulle arrangere en begravelse oven i alt det andet, der følger med ved et dødsfald, kan være en meget stor og nærmest uoverskuelig opgave.
Ofte kan det være svært at planlægge en begravelse i detaljer. Måske kom afdøde ikke meget i kirken, måske siger de gamle salmer ikke de efterladte noget.
Derfor er der også meget vide rammer for, hvordan en begravelse kan arrangeres. Men vær opmærksom på, at ritualer og faste rammer omkring en begravelse kan være med til at give den sidste afsked et godt forløb.
Vær også opmærksom på, at begravelser, der foregår i selve kirken, som regel nogenlunde skal følge traditionerne for en begravelse. Det gælder både ritualer og valg af musik. Der er ingen faste regler på området, men forløbet kan aftales med præsten ved kirken, hvordan begravelsen skal foregå.
Som en hjælp er her samlet en række af de punkter, der skal tages stilling til i forbindelse med en begravelse eller bisættelse:
- Var afdøde medlem af Folkekirken eller af et andet trossamfund?
- Hvor skal højtideligheden finde sted?
- I en kirke, i et kapel eller et helt andet sted
(Yderligere forklaring: Hvis afdøde ikke var medlem af Folkekirken, men af et andet kristent trossamfund, kan højtideligheden kun finde sted i en kirke, hvis der medvirker en præst fra dette trossamfund. Tilhørte afdøde en anden religion, bliver højtideligheden henvist til kapellet.)
Hvordan skal højtideligheden være?
- I stilhed eller med alle deltagende?
- Skal der medvirke en præst?
- Hvilke salmer skal der synges?
- Skal der være solosang?
- Skal kisten pyntes med blomster?
- Skal der være anden dekoration i kirken? Lys, blomster i stole, på alter eller andet?
- Skal det være en jordbegravelse eller en bisættelse?
Som mennesker er forskellige i livet, vil der også være forskellige måder, vi ønsker at mindes de som vi igennem livet mister.
Begravelsen, eller bisættelsen vil være det sidste vi husker omkring en der ikke er blandt os længere. Begravelsen eller bisættelsen er samtidig de efterladtes sidste mulighed for at give deres respekt, og få sagt farvel på en måde der giver mening. Det er derfor af stor betydning, at den bliver som det er ønsket. Både af de efterladte og af den afgåede.
Begravelsen skal arrangeres ganske kort tid efter tabet og derfor vil det for de fleste være en meget svær og følsom opgave, som samtidig er så vigtig at vise respekt og opmærksomhed. Derfor kan du hos os finde den rigtige støtte. Det ligger os på sinde at efterkomme jeres ønsker, så afskeden bliver så meningsfuld, som muligt.
Vi har den nødvendige erfaring og vil gøre vores bedste for at lette denne del af processen for jer der er tilbage. Vi vægter at I føler jer trygge og hørte i forløbet.
- Skal det ske i eksisterende gravsted – begraves sammen med ægtefælle eller andre pårørende?
- Skal der oprettes et nyt gravsted?
- Plæne med plade?
- Anonym fællesgrav?
Bisættelse, hvordan skal urnenedsættelsen ske?
- Skal det ske i eksisterende gravsted – begraves sammen med ægtefælle eller andre pårørende?
- Skal der oprettes et nyt gravsted?
- Plæne med plade?
- Anonym fællesgrav?
- Kolumbarium?
- Asken spredes over havet?
- Hvordan skal gravstenen se ud?
- Hvad skal inskriptionen være?
- Hvordan skal kisten være?
- Skal afdøde begraves i sit eget tøj? Eller skal det være tøj fra begravelsesforretningen?
- Skal der indrykkes dødsannonce? Hvor skal annoncen indrykkes?
- Skal der annonceres på Internettet?
- Skal der være mindesammenkomst – og hvordan skal den forløbe?
Ceremonier ved gravstedet
Bøn eller sørgevagt ved et gravsted over lang tid kan være ønsker fra ikke-kristne trossamfund, og den slags ønsker bør imødekommes, siger Kirkeministeriet.
Ministeriet siger også, at hvis der normalt ikke er adgang til kirkegården døgnet rundt, bør kirkegårdsbestyrelsen overveje, hvordan et ønske om vagt ved graven kan imødekommes.
Gravminder
Det er op til det enkelte menighedsråd at fastsætte reglerne for gravstene og andre gravminder på den enkelte kirkegård. Kirkeministeriet udstikker kun overordnede retningslinjer:
Gravgitre og mindesmærker, der må anses for skræmmende eller upassende, kan kræves fjernet.
Hvad det nærmere er, er sværere at indkredse, for på den anden side siger reglerne:
- Man kan ikke kræve, at indskrifter på gravstene og mindesmærker skal være på dansk
- Bogstaverne må gerne være andre end de latinske
- Indskrifter og symboler må gerne være knyttet til en anden religion
Det er derfor op til det enkelte menighedsråd at fastlægge de nærmere regler. Og det er dem, man skal henvende sig til, hvis man har særlige ønsker til et gravminde.
Urnegravsteder
Reglerne er de samme for urner med asken efter afdøde. Her er der dog også den mulighed, at urnen indsættes i et rum, en bygning eller en mur, der er beregnet til det, et såkaldt kolumbarium.
Urnegravsteder skal stå urørte i en årrække efter en begravelse. I mindst 10 år. Ønsker de efterladte det, kan perioden, der kaldes fredningstiden, forlænges.
Urnebegravelse
En urne kan begraves på flere måder:
- Den kan nedsættes i sit eget gravsted, som efterfølgende får et gravminde med afdødes navn.
- Urnen kan nedsættes i en urneplæne med en sten med afdødes navn.
- Og endelig kan urnen nedsættes anonymt i en fællesgrav.
Fredningstiden for urner nedsat i anonyme fællesgrave sikres ved at registrere hvor og hvornår, urnerne bliver nedsat.
Urnebegravelse – andre former
Der er lidt friere rammer for, hvad der sker med asken efter en ligbrænding end der er ved en begravelse. Der er ikke faste regler på området, Kirkeministeriet tager stilling i hvert enkelt tilfælde. Det overordnede krav er dog, at det skal ske på en sømmelig måde.
I nogle andre lande udleverer krematoriet blot asken til de efterladte, der herefter kan gøre med den, hvad de vil. Men det accepteres ikke i Danmark.
Kun efter afdødes ønske
Ønsker man at få sin aske behandlet på en anden måde end ved at få en urne sat ned på en kirkegård skal det fremgå af de papirer, man efterlader sig ved sin død.
Tilladelse til andre former for urnebegravelse gives kun, hvis det tydeligt fremgår, at det er afdødes ønske. Der skal ikke nødvendigvis søges om tilladelse på forhånd, men der må ikke kunne rejses tvivl om, at en anden form for urnebegravelse vitterligt også har været afdødes ønske.
Urnen nedsat på privat grund
Kirkeministeriet kan give tilladelse til at nedsætte en urne på en privat grund i stedet for på kirkegården. Der vil være følgende betingelser knyttet til en sådan tilladelse:
- Der må ikke anbringes nogen form for mindesmærke på stedet, hvor urnen er sat ned. Den private grund må ikke fremstå som en begravelsesplads
- Urnen skal være forgængelig. Den skal kunne opløses i vand, så den forgår med tiden
- Urnen skal graves ned i en dybde på mindst én meter.
- På ejendommen skal der tinglyses en deklaration, som forpligter ejeren af grunden til ikke at grave så dybt, at urnen bliver berørt, i en periode på 10 år fra nedsættelsen.
Tilladelsen søges i Kirkeministeriet. Den skal være skriftlig og kan søges før eller efter dødsfaldet. Den skal indeholde:
- Navn og cpr-nummer på den person, hvis urne skal sættes ned
- Matrikelnummer og adresse på den ejendom, hvor urnen skal sættes ned. Grunden skal være på mindst 5.000 kvadratmeter.
Spredning af asken over åbent hav
Det kan lade sig gøre at få lov til at sprede asken over åbent hav. Begravelsesmyndigheden skal give sin tilladelse i hvert enkelt tilfælde, men praksis er, at tilladelsen bliver givet.
Der skal søges om tilladelse til at sprede aske over havet hos Begravelsesmyndigheden Ansøgningen skal indeholde navn og CPR-nummer på den person, hvis aske ønskes spredt.
Man kan selv søge om tilladelse til, at ens aske til sin tid bliver spredt over havet. Eller de efterladte kan søge om det. Det er i alle tilfælde en god ide, at skrive det ned i god tid, f.eks. i Min sidste vilje, som kan bestilles hos os på tlf.: 86 300277
Det er de efterladte, som skal sørge for at få asken spredt. Tilladelsen er betinget af, at selve spredningen ikke foregår på en måde, der vækker opsigt eller tiltrækker sig opmærksomhed.
Askespredningen skal foregå over åbent vand, det vil sige fra en båd og over havet eller over større fjorde eller bugter. Askespredning over en sø er ikke tilladt.
Kirkeministeriet giver ikke tilladelse til, at urnen med aske sænkes i havet.
Andre religioner på en dansk kirkegård
Kirkegårdene er begravelsespladser for alle, også for andre religioner. Det er menighedsrådet, der fastlægger de nærmere retningslinjer for, hvad der kan tillades på en kirkegård i forhold til beplantning og udformning af gravminder eller gravsteder.
Men reglerne behøver ikke være ens for hele kirkegården. Der kan sagtens indrettes afsnit på kirkegården til andre religioner med regler, der tilgodeser denne religions ritualer for en begravelse. Kirkeministeriet anbefaler ligefrem, at menighedsrådene er fleksible på dette punkt.
Hvis der i sognet er en begravelsesplads for andre trossamfund, vil begravelser af afdøde med denne tro blive henvist hertil.
Andre kristne trossamfunds begravelser i Danmark
Andre kristne trossamfund kan få lov til at bruge den lokale kirke til en begravelse. Men der er et par begrænsninger:
- Hvis der er et kapel i tilknytning til kirkegården, vil begravelsen blive henvist hertil
- Hvis et andet kristent trossamfund låner en kirke, skal højtideligheden ledes af en præst fra dette trossamfund.