Enhver, der har stået med et dødsfald blandt sine nærmeste ved hvilken kaotisk situation, det kan være. Sorgen og de mange følelser, der er forbundet med et dødsfald, kan man ikke tage fra de pårørende. Men der er en lang række praktiske elementer, den enkelte kan forberede i tide, og som gør tiden efter dødsfaldet og begravelsen lettere for de efterladte.
Min sidste vilje
Min sidste vilje er et dokument, hvor den enkelte selv giver en række af de oplysninger, der er nødvendige i forbindelse med et dødsfald og en begravelse. Her kan den enkelte endvidere selv vælge forløbet af sin begravelse: Hvor og hvordan højtideligheden skal foregå, om selve begravelsen skal være en jordbegravelse eller en ligbrænding.
Dokumentet kan bestilles på 86 30 02 77 hos bedemand Søren Rønde Hansen.
Det kan være en god idé at udfylde Min sidste vilje sammen med sine nærmeste. Så kender de indholdet, og måske har de også nogle ønsker til forløbet af den endelige afsked.
Danske bedemænd har lavet en ny video omhandlende Min Sidste Vilje, se den her
Klik her hvis De ønsker at udfylde Min Sidste Vilje
Vær opmærksom på, at Min sidste vilje først er gyldigt, når det er underskrevet.
Om testamenter
Generelt om testamenter:
Et testamente er et dokument, der beskriver, hvordan arven efter én skal fordeles. Det kan skrives på flere måder og være mere eller mindre omfattende. Se beskrivelsen af de forskellige former for testamenter i menuen til venstre. For alle testamenter gælder det, at den, der skriver det, skal være:
- Fyldt 18 år eller have indgået ægteskab
- Ved sin fornufts fulde brug
- Ikke på nogen måde er blevet tvunget til at skrive testamente
Endvidere er det et krav, at:
- Testamentet er udformet skriftligt, dog med undtagelse af nød testamente
- Testamentet er underskrevet af den, der har oprettet det
Vær opmærksom på, at et testamente ikke kan sætte reglerne for arv ud af kraft. Man kan ikke gennem et testamente forhindre ens livsarvinger i at arve. Men man kan begrænse deres arv, omfordele den eller bestemme, at dele af ens arv skal gå til andre.
Testamente med bistand fra advokat
Den sikreste måde at skrive testamente på er at gøre det i samarbejde med en advokat eller en anden med den fornødne indsigt i jura. På den måde sikrer man sig, at ens ønsker ikke er i strid med arveretten.
Notartestamente
Skriver man selv sit testamente, kan man få det registreret på det lokale dommerkontor. En sådan registrering udføres af en notar, som underskriver og stempler testamentet. Registreringen sikrer, at testamentet bliver kendt, når den, der har oprettet det, er død. Men den er ingen sikkerhed for, at testamentets indhold er lovligt.
Vidnetestamente
Har man ikke mulighed for at få sit testamente registreret, kan man i stedet skrive et vidnetestamente. For denne type testamenter gælder følgende:
- Den, der opretter testamentet, underskriver det, mens to vidner er til stede samtidigt.
- Vidnerne skriver straks derefter deres navne på testamentet
- Vidnerne eller deres pårørende må ikke være betænkt i testamentet
- Vidnerne skal være klar over, at der er tale om et testamente
- Vidner skal være valgt som vidner af den, der opretter testamentet.
Vidnetestamentet har samme gyldighed som notartestamentet, men har den ulempe, at det ikke er registreret.
Nød testamente
Man kan også selv skrive sit testamente uden vidner. Det er et såkaldt nød testamente, og det har en begrænset gyldighed. Det bortfalder, når det i en periode på tre måneder efter nød testamentet er blevet skrevet, har været muligt at skrive et rigtigt testamente.
Et nød testamente kan også være mundtlig. Så skal den, der opretter testamentet, fortælle det til to vidner. Et mundtligt nød testamente er endvidere betinget af, at:
- Begge vidner er til stede samtidigt
- Vidnerne nedskriver testamentet hurtigst muligt – dog senest efter tre måneder
Generelt om andre former for testamenter
Et testamente kan bruges til andet end at fordele ens arv.
Her er tre andre eksempler på testamenter:
1) Et børnetestamente er en tilkendegivelse af hvem, der skal overtage forældremyndigheden, hvis forældrene dør, før børnene er blevet myndige. Et børnetestamente er ikke juridisk bindende, men vil ofte blive fulgt, hvis alle parter er indforståede med det.
2) Et livstestamente er en meddelelse om, at man ikke ønsker livsforlængende behandling, hvis man er:
- Uafvendeligt døende. Det vil sige, at døden efter stor sandsynlighed vil indtræde efter få dage, selvom behandlingen fortsætter.
- Ramt af en sygdom eller en ulykke, der gør, at man ikke igen vil blive i stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.
Det er op til den enkelte, om livstestamentet skal dække et af punkterne eller dem begge.
Livstestamentet træder først i kraft på det tidspunkt, hvor man ikke længere kan kommunikere med omverdenen og aldrig vil blive i stand til det igen.
- Et livstestamente skal registreres i Rigshospitalets Livstestamenteregister for at være gyldigt. Det koster 50 kroner.
- Et livstestamente kan altid tilbagekaldes. Under behandlingen for en sygdom er det tilstrækkeligt at gøre det over for den læge, der står for behandlingen. Men ellers skal det gøres skriftligt over for Livstestamenteregisteret.
Livstestamentet er beskrevet i en lille folder, som fås på sygehuse, apoteker og de praktiserende læger. Her er også selve registreringen og den adresse, den skal sendes til.
3) Et plejetestamente er et dokument, hvor man kan beskrive, hvordan man gerne vil plejes, hvis man ender i en situation, hvor man ikke længere kan tage vare på sig selv. Et plejetestamente kan være mere eller mindre omfattende. Se eksempel på et plejetestamente.
Arv
Hvem der skal arve og hvordan arven skal fordeles er to spørgsmål, der ofte kommer til at spille en stor rolle for den enkelte. På denne del af sitet gennemgås de mest almindelige regler omkring arv.
Vil man have indflydelse på, hvordan arven efter én bliver fordelt, skal der skrives et testamente. Gøres det sammen med en advokat, er det den bedste sikkerhed for, at testamentet er gyldigt og bliver anvendt, når den tid kommer.
Hvem arver efter mig?
Har man arvinger, så er der faste retningslinjer for, hvordan en arv skal fordeles.
Arven fordeles ud fra de såkaldte arveklasser. Dem findes der tre af:
1. arveklasse, også kaldet livsarvinger. Det er dine børn, børnebørn, oldebørn, tipoldebørn. Arveretten gælder også børn, der er født uden for ægteskab eller er adopterede. Se også tvangsarving.
(Også børn født uden for ægteskabet fra 1938 og senere, børn født ved kunstig befrugtning samt adoptivbørn, som er adopteret fra 1958 eller følger særlige regler, der er indført i 1956 eller 1972.)
2. arveklasse: Dine forældre. Hvis de ikke lever længere, så er det dine søskende, der arver dig. Lever de ikke, går deres arveandel videre til deres børn, det vil sige dine niecer og nevøer.
3. arveklasse: Dine bedsteforældre. Er de døde, arver deres børn, det vil sige dine fastre, mostre, farbrødre eller morbrødre.
Men hvis de ikke længere lever, går arven ikke videre til dine nevøer eller kusiner.
Vær opmærksom på, at arveretten følger slægten. Det betyder at:
- Ægtefæller eller registrerede partnere til en arving har ikke arveret.
- Stedbørn eller plejebørn har ikke arveret
Det gælder dog kun arveretten. Ønsker man, at bestemte personer i familien skal arve, kan det klares ved at skrive et testamente.
Tvangsarvinger:
Nogle af sine arvinger kan man ikke gøre arveløse. Heller ikke, hvis man skriver testamente. Det er de såkaldte tvangsarvinger. Det er ens ægtefælle, eller registrerede partner, og ens livsarvinger. De har krav på tilsammen at få halvdelen af ens formue.
Den øvrige del af formuen, den såkaldte friarv, kan man selv bestemme over. Man kan godt give et eller flere børn mere end de øvrige eller lade sted- og plejebørn arve en del, selvom de ikke er berettigede til det. Eller man give den velgørende formål, eller hvad man vil.
• Reglerne om tvangsarving først træder i kraft, når man er død. Livsarvingerne kan ikke forhindre, at man bruger eller bortgiver hele sin formue, mens man er i live.
Friarv:
Tvangsarvingerne skal have halvdelen af arven. Den halvdel, derimod, kan fordeles frit. Hvis der er skrevet testamente. Ellers arver tvangsarvingerne det hele.
Ingen tvangsarvinger:
Efterlader man sig ingen tvangsarvinger, så følges reglerne fra de forskellige arveklasser. Vil man ændre på det, skal der skrives et testamente.
Jeg efterlader mig kun min ægtefælle
Din ægtefælle arver det hele.
- Når ægtefællen dør, er det hans eller hendes familie, der arver.
Derfor kan være en god idé sammen at tage stilling til, hvad der skal ske med jeres fælles formue, når I begge er væk.
Et testamente kan betyde:
Skriver du testamente, kan du disponere over halvdelen af din formue og lade hvem du vil arve den del. Men din ægtefælle skal arve den anden halvdel, som er deres tvangsarv.
- Jeres fælles bo skal deles i to, og din ægtefælle skal have halvdelen.
- Herefter skal din ægtefælle have sin tvangsarv, som er halvdelen af arven efter dig
Det betyder, at du højst kan testamentere en fjerdedel af jeres fælles formue væk.
Hvis du har fuldstændigt særeje, skal din ægtefælle have halvdelen af særejet. Den anden halvdel kan du selv disponere over. Men det skal fremgå at testamentet, hvad der skal ske med den.
Jeg efterlader mig kun mine børn:
Hvis du er skilt eller din ægtefælle er død, og du har børn, er det dem, der arver efter dig. Skriver du ikke testamente, arver dine børn lige meget. Er der fire børn, får de en fjerdedel hver.
Er et af dine børn døde, arver livsarvingerne i stedet. Har dit barn ingen livsarvinger, er det dine andre børn, der også arver den del af arven.
Et testamente kan betyde:
Skriver du testamente, kan du disponere over halvdelen af din formue og lade hvem du vil, arve den del. Men dine børn skal arve den anden halvdel, som er deres tvangsarv.
Jeg efterlader mig ægtefælle og børn
Fælleseje:
Hvis dig og din ægtefælle har fælleseje, det vil sige ejer jeres formue i fællesskab, så skal den deles først, inden arven kan fordeles. Ægtefællen skal have halvdelen af værdierne, og det er resten, der udgør arven efter dig.
Det er lidt anderledes, hvis I har særeje.
Arven fordeles normalt med en tredjedel til den efterlevende ægtefælle, mens børnene deler resten. Er et af børnene døde, arver dette barns livsarvinger i stedet. Har det afdøde barn ingen livsarvinger, deler barnets søskende i stedet arven.
Et testamente kan betyde:
Skriver du testamente, kan du disponere over halvdelen af din formue og lade hvem du vil, arve den del. Men din ægtefælle og dine børn skal arve den anden halvdel, som er deres tvangsarv. Reglerne er de samme for særeje. Dine tvangsarvinger skal have halvdelen, mens du gennem et testamente kan disponere over resten.
Jeg har børn fra tidligere ægteskab eller uden for ægteskab.
Børn fra et tidligere ægteskab, eller uden for ægteskab, er arvinger på lige fod med de øvrige tvangsarvinger og skal være med til at dele din formue.
Hvis det ikke er dit ønske, at alle skal arve lige meget, kan du ved at skrive testamente fordele halvdelen af din formue, som du ønsker.
Jeg efterlader mig ingen arvinger:
Har man overhovedet ingen slægtninge, og skriver man ikke et testamente, tilfalder hele arven staten. Staten, som i dette tilfælde er Justitsministeriet, kan dog i stedet beslutte at give arven til personer, der har stået afdøde nær, men som ikke er arveberettigede. Det sker for eksempel ofte i tilfælde, hvor afdøde har boet sammen med en kæreste. Desuden ses der i disse tilfælde noget mildere på testamenter, der ikke er udformet efter reglerne, så længe det kan antages at være udtryk for afdødes vilje.
Skifte:
Hvis et ægtepar har fælleseje, så skal den fælles formue først skiftes, inden arven kan deles. Ægtefællen har krav på halvdelen af den fælles formue og skal så derefter have sin del af arven.
Særeje:
Særeje betyder, at dele af formuen i ægteskab eller parforhold kun tilhører den ene af parterne. Særeje kan bruges på flere måder:
- Skilsmissesæreje betyder, at dele af boet ikke skal indgå i bodelingen ved en eventuel skilsmisse. Men skilsmissesæreje bortfalder ved dødsfald. Som arv betragtes det som fælleseje og indgår i boet.
- Fuldstændigt, eller rent, særeje, gælder derimod også ved dødsfald. Det vil sige, at når den part, der har fuldstændig særeje, dør, indgår værdierne ikke i fællesboet. I stedet deles de efter de almindelige arveregler. Se mere om særeje
- Kombinationssæreje fungerer som et skilsmissesæreje, så længe begge parter er i live. Når den ene dør, betragtes afdødes kombinationssæreje til fælleseje, mens den efterlevende fortsat har sin del som sit særeje. Det kan betyde i praksis, at den efterlevende får det meste af boet. Vedkommende beholder sit særeje og får først halvdelen af fællesboet og dernæst sin arvedel på en tredjedel af resten.
Vær opmærksom på, at alle former for skal indgå en i tinglyst ægtepagt for at have gyldighed.
Man kan godt have både særeje og fælleseje. Når et par gifter sig, kan parret indgå en ægtepagt, der giver begge særeje, men derfor kan parret godt anskaffe sig noget i fællesskab, som så bliver fælleseje og som arv skal deles efter de almindelige regler for fælleseje.
De økonomiske forhold omkring dødsfald og begravelse:
Som udgangspunkt er det boet eller de pårørende, der betaler udgiften ved en begravelse. Der er dog forskellige muligheder for at få tilskud til en begravelse. Offentlige tilskud afhænger af afdødes formue. Men forsikringer, fagforeninger, pensionsordninger og lign. udbetaler ofte også et beløb ved et dødsfald.
Her er en række af mulighederne nævnt. Om der kan opnås tilskud, skal undersøges ved det enkelte dødsfald
Offentlig begravelseshjælp:
- Er afdøde under 18 år ydes et fast beløb på 7.000 kroner
- For alle andre er hjælpen afhængig af afdødes formue. Det højeste beløb, der gives, er 8.400 kroner.
- Hvis afdøde er født før 1. april 1957 ydes der som minimum altid 1.050 kroner
- Offentlig begravelseshjælp skal søges hos kommunen.
Supplerende begravelseshjælp:
En del kommuner udbetaler en supplerende begravelseshjælp. Reglerne fastsættes af kommunen, men hovedreglen er, at der kun udbetales hjælp til ægtefæller eller samlevende, der har en lav indkomst. Bedemanden kender reglerne i de enkelte kommuner.
Kommunal begravelse:
Har afdøde ingen pårørende, eller ønsker de pårørende ikke at så for begravelsen og de øvrige opgaver omkring dødsfaldet, påtager kommunen sig opgaven. Til gengæld tilfalder boet, eller en del af det, også kommunen, og de pårørende har ingen indflydelse på, hvordan begravelsen bliver gennemført.
Dansk Ligbrændingsforening:
Er man medlem af Dansk Ligbrændingsforening, udbetales opsparingen herfra i forbindelse med dødsfaldet. Der skal dog rettes henvendelse til foreningen først, men pengene udbetales uanset hvilken form for begravelse, man har valgt eller hvilken bedemand, der står der for den.
Andre muligheder for at få tilskud:
Fagforeninger
En række fagforeninger udbetaler et beløb som begravelseshjælp ved et medlems død.
Gruppelivsforsikring:
Gruppelivsforsikringer indeholder ofte et beløb til begravelseshjælp. Sådanne ordninger tegnes typisk gennem en fagforening eller via arbejdspladsen.
Arbejdsskadeforsikring:
Er dødsfaldet sket i forbindelse med en arbejdsulykke, får de efterladte et overgangsbeløb, udover selve erstatningssummen. Overgangsbeløbet skal dække de umiddelbare udgifter i forbindelse med dødsfaldet.
Lovpligtig ansvarsforsikring:
Ved dødsfald som følge af en trafikulykke, kan der i en del tilfælde udbetales et særskilt beløb til dækning af udgifter til begravelsen.
Efter pension:
Hvis et ægtepar, der bor sammen, begge får pension, så har den efterladte ret til at få begge pensioner udbetalt i den måned, hvor ægtefællen dør, og i de næste tre måneder.. Herefter bliver der udbetalt pension til den efterladte som enlig pensionist.
Efterlevelseshjælp:
Kommunen kan udbetale et særligt beløb til den efterladte, når en ægtefælle eller samlever dør.
Beløbet, der kaldes efterlevelseshjælp, er et engangsbeløb på mellem 1.200 og 12.000 kroner. Hvor meget, der udbetales, afhænger af den efterladtes årsindtægt, og over en vis grænse udbetales der ingen hjælp. Beløbet er skattepligtigt.
Man skal selv søge om at få pengene, og betingelsen er, at man har levet sammen med afdøde i mindst tre år før dødsfaldet. Får man pension efter afdøde, kan man ikke få efterlevelseshjælp.
Få mere information hos den lokale kommune eller hos Den Sociale Sikringsstyrelse.
Efterlevelseshjælp som lån:
Er man pensionist, får efterløn eller blot er over 65 år som efterlevende og har eget hus eller anden fast ejendom, kan kommunen give efterlevelseshjælp som lån. Lånet gives med sikkerhed i den faste ejendom og skal betales tilbage, med renter, når den pågældende dør, eller ejendommen sælges. De enkelte kommuner fastsætter selv de nærmere regler.
Hvad skal der ske med mit legeme?
Den sidste tid for et menneske kan være præget af sygdom, uklarhed eller bevidstløshed. Derfor er det en hjælp for de pårørende, hvis den enkelte i tid tager stilling til, hvad der skal ske med ens legeme, når man død. Ønsker man at donere sine organer til andre, hvis det er muligt? Vil man tillade obduktion af sit legeme, hvis lægerne ønsker at foretage én?
Læs mere om det her og tag stilling. Alene, eller sammen med dine pårørende.
At donere sit legeme:
Ens legeme kan doneres til et af de medicinsk-anatomisk institutter ved universiteterne. Her bliver det brugt til uddannelse af lægestuderende og til forskning i sygdomme og nye helbredelsesmetoder.
Hvis man ønsker at donere sit legeme, betyder det, at forløbet efter dødsfaldet bliver noget anderledes for de pårørende end ved en almindelig begravelse.
Legemet skal overføres til instituttet senest fire dage efter dødsfaldet. Højtideligheden i forbindelse med dødsfaldet skal derfor planlægges efter dette.
Det videnskabelige arbejde kan tage op til to år. Herefter kan afdøde blive begravet endeligt.
Rent praktisk sørger bedemanden for transport af afdøde til instituttet. Og det er ligeledes bedemanden, instituttet kontakter, når kisten med afdødes legeme igen kan udleveres.
Ønsket om at donere sit legeme bør fortælles til de pårørende i tide.
Ligeledes bør selve afskeden planlægges på forhånd. Det vil være naturligt at holde en højtidelighed i dagene efter dødsfaldet. Men der kan også gennemføres en højtidelighed ved den endelige begravelse eller urnenedsættelse, når legemet er udleveret fra instituttet.
Det medicinsk-anatomiske institut dækker udgifterne til transport af afdøde til instituttet og senere videre til krematorium eller kirkegård. Alle øvrige udgifter skal dækkes af afdødes bo.
Endelig er det vigtigt at bemærke, at hvis den afdøde inden for de sidste 14 dage har fået foretaget en operation, eller har pacemaker, kan legemet ikke anvendes af instituttet.
Obduktion
Efter et dødsfald på sygehus kan de pårørende blive spurgt, om lægerne må obducere afdøde. En obduktion er en undersøgelse af de indre organer, og målet er at fastslå dødsårsagen endeligt. Obduktion har stor betydning for lægernes viden om de forskellige sygdomme og deres forløb.
Selve obduktionen foregår ved, at den læge, der står for undersøgelsen, lægger et snit fra brystbenet og ned til navlen, så de indre organer kan undersøges. Alle organer lægges tilbage i kroppen, som syes sammen igen efter obduktionen.
Obduktion af hjernen sker ved at lægge et snit i baghovedet, fra øre til øre.
Det kan ikke umiddelbart ses på afdøde, hvis der er foretaget obduktion.
Lægerne må ikke foretage obduktion uden tilladelse, enten fra de pårørende eller fra afdøde selv. Skal man som pårørende træffe afgørelsen, kan det være en hjælp at få en samtale med en læge, der kender afdødes sygdomsforløb og kan sige mere om, hvorfor lægerne ønsker at obducere.
Man kan selv tage beslutningen om, hvorvidt ens legeme må obduceres. Det gøres nemmest ved at give tilladelsen i dokumentet Min sidste vilje.
Organdonation:
Man kan give tilladelse til, at ens organer kan blive brugt til transplantation, når man er død. Tilladelsen kan gives for alle kroppens organer eller kun for nogle af dem. Og den kan gøres afhængig af de pårørendes accept.
Men det er kun i få tilfælde, at afdødes organer kan anvendes til transplantation. Og hvis man er død på en sådan måde, at det kan lade sig gøre, vil lægerne spørge om tilladelse.
Men det kan være en meget svær beslutning for de pårørende at give tilladelse. Derfor er det en stor lettelse for alle, hvis den afdøde selv har taget stilling i tide.
Yderligere oplysninger om at være organdonor og tilmelding til donorregisteret
Sundhedsstyrelsen – Organdonation
Hvornår er organdonation mulig?
Om en organdonation kan lade sig gøre er afhængig af, hvordan man dør.
Der er to måder at vurdere, om et menneske er dødt.
Hjertedødskriteriet eller Hjernedødskriteriet
Hjertedødskriteriet betyder, at hjertet er holdt op med at slå og ikke kan bringes i gang igen. Sådan dør langt de fleste. Er man død på denne måde, kan ens organer ikke anvendes.
Men i omkring 200 dødsfald herhjemme om året er det hjernen, der holder op med at fungere først. Hjernedød kan opstå ved hjerneblødninger, ulykkestilfælde, svulster i hjernen eller på grund af iltmangel i hjernen efter et hjertestop.
Hvis en hjernedød lægges i respirator, kan respiratoren holde åndedrættet og kroppen i gang. For de pårørende kan det være svært at forstå, at døden faktisk er indtrådt, fordi kroppen fortsat er varm og virker levende. Men det ændrer ikke ved, at hjernen ikke fungerer længere, og at personen ikke kan bringes til live igen.
Det er i de tilfælde, hvor hjernedøden er indtrådt, men kroppens organer endnu er uskadte, at organerne kan bruges til andre. Der er mangel på organer, og derfor vil lægerne spørge om tilladelse til at udtage organer, hvis afdøde er død på en sådan måde, at det kan lade sig gøre. Men det kræver, at der skal slukkes for respiratoren for, at organerne kan fjernes.
Hvordan konstateres hjernedød?
Der er helt fastlagte regler for, hvordan lægerne kan konstatere, at hjernedøden er indtrådt, og det er en række detaljerede undersøgelser, der skal foretages af mindst to eksperter. Er der blot den mindste tvivl, bliver diagnosen hjernedød ikke stillet.